Hey dagbog, licenserne til chromebooksne kom idag. Så fik jeg travlt med at melde alle 26 ind. Jeg vidste det ville tage lang tid, så jeg ringede efter min assistent for at høre, om hun kunne komme idag istedet for imorgen.

Hun var der efter 15 minutter. Så hjalp hun mig færdig, og slæbte det meste ned i klassen. Så det var der når eleverne kom ind fra frikvarter.

Børnene var glade, det er svært at beskrive deres lykke. En faldt mig pludselig om halsen og gav mig et kram..kenny kenny kenny...jeg var deres helt..så inden jeg startede med at dele dem ud, og snakke om hvordan de skulle gebærde sig med maskinen, så sagde jeg at det kun var lykkes idag, pga min assistent. Også fik jeg dem til at klappe af hende..hej, jeg havde dem i min hule hånd, og jeg tænkte hun fortjente lidt spotligt..der var et par enkelte elever der havde problemer med chromebooken, jeg tog de sværeste, min assistent der ikke er god til IT tog alle de mange andre...dem med, at fortælle dem deres uni-login..hvis de havde glemt det..jeg havde forberdt en seddel med dem på..printet..og andre småting.

Det holdt en del væk fra kenny kenny kenny koret. I never wanted to be a hero, nor treated like such. I am the lone man, the gun slinger, id rather leave fast when the job is done, to awoid any sobby gratefull storys...whistling the tune from trinity.