Fredag d. 10/10 vilaltid stå printet i min hukommelse som dagen hvor jeg mistede den eneste mand der nogen sinde har været rigtig far for mig.
Klokken 11.10 Fredag sov min stedfar ind i døden. Uden smerter uden mere at bekymre sig over.
Jeg savner ham allerede utrolig meget men jeg ved også at det var det der var bedst for ham. Han led forfærdeligt de sidste to døgn af sit liv.
Heldigvis nåede jeg at være ved ham de sidste tolv timer. Jeg nåede at være med da han havde brug for os alle sammen allermest. Jeg bad for hele natten til fredag at han kunne få fred, for nu havde han bestemt ikke fortjent at blive pint mere. Han havde så kraftig en uro i kroppen at de medicin han fik ikke hjalp. Han var bange for at give slip, og til det sidste tænkte han på mor frank og mig.

Jeg fik sagt farvel til ham på den bedste måde muligt. Jeg sad ved hans side, han tog min hånd, kiggede på mig, .... og sagde "farvel pas på din mor". Det samme gjorde han med min bror.



Selvom jeg ved at han nu er fri for sine smerter og for canceren, så bliver man meget egoistisk når han er sovet ind, man bliver dybt dybt ulykkelig.
Jeg havde om aftenen den mærkeligste oplevelse, jeg vil prøve at genfotælle den så præcist som muligt.

Jeg var kommet hjem fra min mor, min mand og jeg blev enige om at gå i seng da jeg slet ikke havde sovet mellem torsdag og fredag. Jeg passede jo på Erik.
Vi gik i seng, og jeg var meget søvnig, men da jeg lukkede mine øjne og ville sove kunne se Erik stå ved sengen. Han stod der også da jeg åbnede øjnene igen. Han så på mig, han smilte, og så prøvede han at ae min kind som han har gjort så mange gange før når jeg var ked af det.
Jeg var sikker på at jeg var blevet helt vanvittig, jeg sagde til min mand at jeg vile gå ind istuen et øjeblik. Jeg tog de to bloklys jeg havde købt for en uge siden, med det formål at de skulle tændes når Erik var sovet ind. Jeg satte dem hvor de skulle stå centralt i min stue, og tændte dem. Efter fem min. faldt der ro over mig, og jeg kunne slukke lysene og gå i seng.

Min mor har haft en lignende oplevelse og det samme har eriks søster. Vi er overbevist om at han var hos os for at sige farvel engang til. Det var dejligt, men samtidig meget meget mærkeligt.

Jeg har nu fået så meget ro over mig at jeg på onsdag ved hans bisættelse rener med at jeg kan være nogen lunde ved mine fulde fem og støtte min mor fuldt ud.

Jeg vil gerne udtrykke min dybeste tak til Anja og Kisser herfra fyldepennen for de pæne breve, og for deres pæne tanker.

Tusind tak til alle der har set hvad jeg skrevet, I ved slet ikke hvor meget I har betydet.

Knus og kram

Bettina