Jeg troede du ville være der.
Jeg havde håbet og frygtet du ville være der, men du kom aldrig. Eller var du der uden at sige hej? De sidste to gange var du der, jeg vidste ikke du ville være der, men du kom. Du kom for min skyld første gang, hvorfor skulle du ellers være der? Hvorfor skulle du møde op i en kirke i Tyskland, hvor ikke engang jeg kendte nogen?

Vi har snakket sammen tre gange siden du døede. Første gang var lige efter. Jeg husker tydeligt du bad mig passe på mig selv, jeg husker lige så tydeligt jeg ikke kunne. Jeg kastede mig grædende i knæ efter vores første efterdødssamtale. Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv, eller så længe.

Hver gang jeg har besøgt din grav har jeg følt din tilstedeværelse, men ikke som om du var ved siden af, nej mere som om du så ned til mig fra himlen. Fjollet som det er, har jeg altid en følelse af du er oppe til højre fra din grav, jeg kan ikke forklare hvorfor. Jeg besøgte dig en gang om natten, kan du huske det? Jeg savnede dig og kunne ikke vente til det blev lyst, så jeg gik på kirkegården midt om natten, selvom det ikke er velset. Det var kun for at snakke med dig, men det endte jo med jeg snakkede til dig.

Jeg troede vi havde en indforstået aftale om at mødes i kirkerne. Ikke fordi jeg tit er i kirke, men det sker. Du var der i Tyskland, du var der sidst i København, men hvorfor ikke denne gang? Besøger jeg dig ikke nok? Har du aftaler i himlen, har du forpligtigelser, der forhindre dig i at komme, eller er det min skyld? Jeg savner dig, så meget at tårerne løber ned ad mine kinder. Du var min mor, da min egen ikke var og nu er du her ikke mere. Jeg fandt en trøst i at se dig i kirkerne, men er det også slut nu?