Ih, jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Jeg er blevet fundet på facebook.

Det har sat ubeskriveligt mange følelser igang, det er overvældende, fantastisk og samtidig flakser de store sommerfugle rundt i maven.

I mine ungdomsår som badmintonspiller var jeg land og rige rundt, på lejre, til stævner og hvad der ellers har været. På en lejr i Vingstedcenteret mødte jeg - vist nok på en forårslejr - en anden ung gut, en såkaldt sød århusianer. VK.

VK og hans kammerat hang ud på vores værelse, til trænerne kom og smed dem tilbage på deres eget hummer. Vi grinede både på og udenfor banen, så jeg fik ondt i kinderne.
Vi udvekslede numre og tog hjem fra lejr. Snakkede, grinene og jeg endte med at tage en tur til Aarhus. Det var hyggeligt. Han kom på weekend på Fyn en enkelt gang - det var også hyggeligt, men alligevel akavat - fordi forskellene på vores familier var enormt stor. I sommerferien bød livet på en elite-tur til Thailand, jeg valgte at tage afsted, og valgte i samme anledning at skrive til ham og slutte vores forhold. Jeg kunne ikke se at jeg fik det ud af det jeg havde brug for - og så kom hans fodbold i vejen, hver weekend. Han var ikke rigtig god til at byde ind med alternativer, og jeg hørte ikke fra ham igen, efter jeg havde sendt ham brevet. Ingen opkald, ingenting.

Hmm.. Eller også skete det hele før den tur. Historien hænger ikke helt sammen med de øvrige minder - måske har det i virkeligheden været et helt år før turen til Asien - det giver bedre mening. I alt fik jeg gjort det forbi første gang og det gik et års tid før jeg hørte fra ham igen. Han ringede til mig og fortalte, at han var røget ud i en omgang stoffer - og var endt på en afvænningsefterskole på Samsø af en eller anden art. Dét der gjorde så stort indtryk på mig, var det faktum at han ringede og fortalte at det var med mig i mente, at han var kommet ud af det hele. Det var mig der var årsagen til at han kom ud på den anden side igen, og kom på ret køl. Jeg blev rørt. Jeg tror også det er størstedelen af årsagen til, at jeg ikke har kunne glemme ham - forstå mig ret - mange af de andre er gået i glemmebogen, helt af sig selv, fordi de ikke har efterladt et indtryk. Ikke desto mindre, gjorde jeg det forbi med ham - Aarhus var for langt væk og hans fodbold kom igen i vejen.

Jeg mistede hans kontaktdetaljer på et tidspunkt, og gik tilnærmelsesvis i panik. Jeg forsøgte at finde frem til ham igen, men uden det store held. Havde en gammel adresse skrevet ned i en dagbog et sted, og endte med at sende et brev afsted. Forklarede at jeg havde mistet hans nummer, men at jeg tænkte på ham og gerne ville vide at han var okay. Ikke mere. Jeg fik efterfølgende nogle opkald fra hemmeligt nummer, som jeg ikke nåede at svare - jeg vælger at tro at det var ham der forsøgte, men som ikke kom igennem.

Han forsvandt ud af min bevidsthed, i takt med at gymnasiet tog over, men han forsvandt aldrig. Han er aldrig helt forsvundet ud af min bevidsthed, han kom - selvom det gik hurtigt - helt ind under huden på mig, og i reglen tror jeg han var min første rigtig forelskelse, selvom jeg udmærket godt vidste, at det ikke gik.

Jeg har fundet mit livs kærlighed i Teak. Jeg vil aldrig bytte ham for noget, jeg elsker vores liv sammen og i det hele taget er vi landet et sted hvor vi har det rigtig godt sammen.

VK lander dog alligevel et sted, hvor jeg har lyst til at opkalde min førstefødte søn efter ham.

Den overbevisning har jeg holdt fast i, lige siden. Lige indtil for et par dage siden, hvor han fandt mig på facebook. Han har 7 håndfulde venner - ikke mange for en gut i hans alder, hvilket kunne tyde på forskellige ting, blandt andet at han måske først har overgivet sig til facebook nu.

Men det der dukker op på skærmen, skræmmer mig en kende. Profilbilledet er en karikeret Batman-Joker med order "damaged" tatoveret hen over panden. Som coverbillede har han en minion, med teksten hvorpå der står; "I normally a pretty nice person, untill you piss me off" - og så står den minion ellers med to guns.. VK for fanden, hvad har du gang i ?

Jeg tygger lidt på, om jeg skal skrive til ham - jeg har ikke brug for hverken hjælp eller kommentarer på dette indlæg - jeg havde bare brug for at skrive det hele ned.