Denne længsel efter hende er uudholdelig, det at hun er hos sin eks kæreste rør mig ikke. Det gør ikke ondt, og jaulosi er ikke tilstede. Men det at hun ikke er hos mig, i mit selskab. Det gør ondt. Jeg føler egoismen dybt inde i mig for det er min længsel jeg tænker på og ikke hendes behov. Det giver mig skyldfølelse. Min kærlighed til hende skal ikke være rethaverisk. Det bør kærlighed ikke være, og derfor føler jeg denne skyld for at mangle hende. Det er mig klart først nu efter manglen er kommet frem i mig at jeg elsker hende. Måske er det nødvendigt med mangel for at vide hvordan man selv føler? Måske er det en vigtig del af denne rejse? Selvom higen efter hende gør ondt, så vælger jeg at bruge den til at studere hvordan jeg selv føler overfor hende. Jeg er sikker nu. Hun bliver det vigtigeste der er sket for mig. Vi har ikke engang nået første fase og jeg er allerede sikker. Jeg har mærket hendes gensidighed i vores tid sammen. Ingen af os tør dog at tage skridtet endnu. Min frygt for hendes nej var større end min kærlighed til hende i vores tid sammen. Det er først nu hvor hun ikke er her jeg ved at min frygt ingenting betyder længere. Jeg ved hvad jeg skal gøre nu.