Man går i mange år og tror det bliver ikke bedre det her, indtil man pludselig opdager at det hele kan blive meget bedre endnu. Når dette øjeblik opnåes som jeg selv vil kalde genopstanden, opdager man først hvor meget man har gået i en stor tåge de sidste år. Det er en følelse af afmagt og magt på samme tid. Magten til endelig at kunne opnå alt det man så umuligt før. Afmagt fordi at man aldrig kan gå tilbage til hvor man var. Genopstandelsen er på vej, det kan jeg mærke. Men det kræver ikke kun mod fra min side, men også medtagelighed fra den anden side. Derfor står jeg tilbage med følelsen af om man skal tage imod denne genopstandelse eller om man skal lade den passere og så tage den viden med fra den som man kan. For den vil give glæde, men den kan også hurtigt vende sig rundt og give en sørg og forbandelse det sted hvor det gør allermest ondt. Jeg har mærket den mørke del af den før, den har jeg ikke lyst til at mærke igen. Jeg tænker dog på om den erfaring der er oplært fra den mørke side om det kan bruges til noget godt i denne nye genopstandelse. Jeg fik engang fortalt af en tæt ven at man kun opnår disse genopstandelser 3 gange i sit liv, han kaldte det noget komisk for at holde det på afstand i og med han havde smidt dem alle tre væk. Hans råd var aldrig at lade det passere fordi man kommer til at fortryde det og hans ord er indbrændt dybt inde i mine tanker i øjeblikket. Der skal dog denne anden person til at opnå en genopstandelse en meget speciel person. Men det er der frygten for genopstandelse opstår. Er hun lige så medtagelig for at tage på denne rejse som jeg er?