Kender i det, når solen skinner, og man klæder sig på efter vejret, og når man så kommer tilpas langt nok væk hjemmefra, så ændre vejret sig pludseligt, og man står i et dilemma. Skal man gå hele den lange vej hjem og skifte til regnjakke og først tage den næste bus, eller krydse fingre for at det bare er en byge og fortsætte?

Jeg satsede på, at det bare var en byge. Himlen var blå, og ingen af skyerne var mørke...
Nu er jeg så blevet så meget klogere!
Inden jeg var nået hen til busstoppestedet, var jeg gennemblødt. Det eneste positive var, at jeg var langt fra den eneste. Alle, der stod på bussen efter mig var mindst ligeså våde. Misforstå mig ikke, jeg elsker regn! Specielt når man sidder indenfor og ikke skal nogen steder, eller på en varm dag tør dag, hvor det virker forfriskende med regn, men IKKE når man har travlt og skal til jobsamtale...

Nå men altså, jeg steg af bussen og fortsatte til fods. Nu var det heldigvis holdt op med at regne, og solen tittede da også frem. Jeg kunne på ingen måde nå at tørre, men jeg havde på dette tidspunkt vænnet mig til det klæbrige tøj, og humøret fik et nøk opad ved synet af solen og visheden om, at den nok ville skinne resten af dagen.

Jobsamtalen gik godt. Jeg var mit muntre og humoristiske jeg som altid, og det virkede, som om chefen og jeg havde samme humor, og pludselig blev det dårlige vejr til en god historie, der lettede stemningen og vi kunne snakke, som havde vi kendt hinanden i evigheder.

Da jeg gik derfra var det med et smil på læben og oprejst pande. Jeg gik mere eller mindre i min egen verden og lagde derfor ikke mærke til den bus, der kom drønende forbi mig. Først da vandet fra vejen sprøjtede hen over mig og gjorde mit, på det tidspunkt semi-tørre tøj, total gennemblødt igen. En lille dreng, som gik med sin mor i hånden faldt sammen på fortovet af grin, og moderen måtte løfte ham op for at komme videre, og drengen begyndte at flæbe. Jeg var stadig i godt humør, så jeg begyndte at danse og ryste vildt med hovedet, så mit korte hår slog om ansigtet - jeg må have set virkelig dum ud - men det fik igen drengen til at grine, og vi gik hver vores vej.

Nu har jeg sat boller i ovnen, og har klargjort ingredienserne til tomatsuppen, så kan jeg vist godt tillade mig at slænge mig på sofaen med et afsnit af min yndlingsserie, mens jeg drikker en kop te.

Fortsat god tirsdag til alle jer derude!