I går var delt op i to portionsanretninger.

Første halvdel af dagen blev brugt ude ved Norsminde, gåture og fiskeguf med kæresten. Vejret smilede til os, ikke som i dag med grå himmel og triste farver, men klart og koldt og blåt både foroven og forneden i havets spejl. Da vi kom hjem, satte vi superheltefilm på. Superhelte for alle pengene. Først Spider-Man 2 og derefter den første X-Men film. X-Men bragte mig tilbage til 9. klasse, til følelsen af at være anderledes og speciel, udstødt og hemmelighedsfuld. Da var det at jeg kom i tanke om hende. Heltinden jeg skabte dengang. Rainbow Girl kaldte jeg hende vist, men jeg slog navnet op på Google og fandt ud af at Marvel kom før mig... Så jeg har omdøbt hende. Iris hedder hun nu. En lesbisk superheltinde, lige her i hjertet af Aarhus. Kvindernes beskytter og homo-aktivist. Jeg har efterhånden et helt karaktergalleri til hvad der godt kunne gå hen og blive et helt univers, en hel bogserie, hvis bare jeg tør.

For en uges tid siden, så K. og jeg The Lunchbox, en smuk portrættering af Indien. Den kvindelige hovedperson har en bror som begik selvmord og fortæller om hvordan alle fordømmer ham, kalder ham en kujon. "Hvis bare han havde været modig," siger de. I sit brev til den mandlige hovedperson spørger hun om det mon ikke kræver mod at springe ud fra et højt tårn? Det spørgsmål ramte lige i solar plexus og det har siddet i mit system lige siden. Nogle gange må vi tage springet. Det kræver mod at forblive i live, men det kræver også mod at dø. På samme måde kræver det mod at skrive.

Jeg vil så gerne være modig.