Her sidder jeg og hører DR P2... pludselig husker jeg og længes efter mormor og morfar, længes efter farmor og glæder mig over at vi skal besøge hende på søndag... Farfar... åhh kære farfar.. hvor mon du er nu? Jeg ser dig stadig, død, som du lå i din seng inden bedemanden kom.. jeg var med til at skrue låget på din kiste. Små fine sølv-kors formet som skruer. Aldrig mere skulle du se sollys.. aldrig mere skulle du noget som helst. Nu ligger du så i din kiste nede i jorden... tanken er SÅ mærkelig! Det bliver specielt at besøge farmor uden at du er der...

Jeg må... der er SÅ meget jeg må... men jeg er på rette vej... håber jeg.. jeg vil så gerne rette op på min manglende deltagelse i andres - især farmor, mormor og morfars liv..
Jeg gætter på, at før jeg kan være noget for andre, må jeg være noget for mig selv..
Åhh søde liv - omfavn mig!!