Jeg forestiller mig at jeg tør spørge dig om os
Jeg forestiller mig at jeg tør ringe til dig
Jeg forestiller mig at du stadig synes om mig efter...
Ser du...
Hvad tænker du om mig... nu...?
Hvad sagde jeg mon til dig?
Jeg forestiller mig at jeg spørger dig.. om det..
Nå ja, jeg forestiller mig at vi engang.. måske...

Men der er intet at spørge om
Intet at ringe om
For vi er ikke engang venner
Og du har ikke de svar jeg behøver
Og der kommer aldrig noget "engang" eller "måske"
For "det" skulle aldrig være sket...
Jeg skulle have lyttet til dig...
Men hvad var det nu du sagde..??
Hørte jeg en åbning, en invitation i din advarsel om tid og sted?
Der findes ingen svar.
Uvisheden er min straf..