I dag kunne min far været blevet 75 år, men sådan gik det desværre ikke. I tidernes morgen holdt han stor 69 års fødselsdag, da han ikke mente at nå og blive 70 år. Vi andre syntes at det var noget pjat-for hvorfor skulle han ikke det? Jo han havde fået konstateret parkinson, men derfra og til dommedag! Jeg savner ham rigtig meget, og sidder af og til og græder i stilhed! Sygdom og døden spørger ikke om alder, og derfor har jeg lagt uretfærdigheden fra mig. Værdigheden var der ikke mere, så det trøster jeg mig med! Claus og jeg har været på kirkegården i dag, og lægge en krans. Reagerede ikke derude, men kan mærke det nu hvor jeg skriver og mindes. Tænker nogen gange på om min søster vil kommer forbi kirkegården, eller om hun har sat et punktum for den del af hendes liv!

Mindstemanden kom hjem i fredags. Til vores store overraskelse er han og kæresten ved at gå fra hinanden. Det havde vi ikke set komme! Claus har talt med ham-hvor det er kommet frem, at hans lang tids sygemelding fra forsvaret og smerter- har været med til, at forholdet har været lidt pirreligt i noget tid! Han får i næste uge svar på om scanning viser om han har den fraktur som lægen mener. Grunden til problemstillingen er, at han var på øvelse og fejlbedømte et trin. Han faldt med ca. 50 kg oppakning på ryggen! Den store af drengene har også problemer med ryggen (diskusprolaps), og haft samme problemstillinger med kæresten. De nåede at flytte fra hinanden, men er heldigvis sammen igen.

Er begyndt at arbejde på halv tid. Det er fantastik at komme ud blandt mennesker igen, men også hårdt. Er lidt øm i min højere skuldre og arm-hvilket jeg henleder til ikke at have brugt denne i kørestilling noget tid. Håber snart at køre på fuld skrue igen...