I de sidste par dage har jeg taget beslutninger, der i den grad har indflydelse på mit fremtidige liv. For lige at forklare det, så har min identitel siden jeg var 9 ligget i det at være penneveninde. Det har betydet SÅ meget for mig med den kontakt, man har gennem brevene. Jeg er af natur enspænder, men kontakten gennem brevene har passet mig rigtig godt, fordi jeg ikke har skullet forholde mig til mine dejlige pennevenner face-to-face. Desuden har jeg kunnet beskæftige mig med min altoverskyggende interesse: at skrive. Men nu har jeg taget konsekvenserne af, at det ikke passer mig/ er nok mere. Det at skrive og forholde mig til de ting, mine penneveninder skrev, blev sekundært og det at blive accepteret og det at skulle være "den bedste" i forhold til de andre pennevenner, dem jeg skrev med, havde, blev det primære. og det er IKKE det, et pennevenskab burde bestå af. Det var simpelthen en forkert indgangsvinkel, jeg begyndte at have. Så jeg har taget konsekvensen. I forvejen havde jeg omkring 20 pennevenner og nu har jeg skåret det ned til 3 Ja en dør er forblevet åben. I det store hele er der bare nogen, jeg slet ikke har lyst til at skippe kontakten med. En dansk penneveninde, som jeg har kendt siden 1998, som jeg i en periode også har kommet sammen med privat. Desuden to amerikanske pennevenner, som er så fantastiske, at de bare skal forblive i mit liv. Giver det mening?
Men en af grundene er bestemt også, at min energi i forhold til det at skrive, skal bruges på at skrive noget skønlitterært. Jeg glæder mig til den kommende tid, hvor det er det, der er på bedding.