Endnu et skoleår er startet for mig i denne uge, og jeg har svært ved at forholde mig til det. Mine medstuderende er alle ved at blive selvstændige og voksne mennesker, med identiteter og holdninger. Når jeg ser på de spinkle, usikre, bebøjlede og bumsede 1.g'ere, ja, så minder det mig bare om mine tidlige teenageår hvor alt var fis og ballade. Det er det sådan set stadig, men i takt med at vi alle vokser, vokser en del af os også fra hinanden.
At vokse fra hinanden.. Det burde føles så naturligt, for i ordet "vokser", ligger der en udvikling som må forventes at tage tid. Men jeg synes ikke det er så naturligt endda, for de venner jeg havde for år tilbage var jo formstøbte personer for mig. Dog er det en del af livet, og livsbekræftende er det da også, at vi som mennesker ikke står stille. Til tider kan man dog godt miste overblikket, når alle omkring én er lige så hormonelle og accept-sørgende som en selv. Vi er Blomsten af Danmark, og vi er alle snotforvirrede.