Den findes sikkert. Lykken. Jeg kan bare ikke mærke noget længere. Jeg øver mig, granted. Men idag har alting været ligegyldigt.

Hangen til ekstremer har lagt sig lidt, efter jeg betroede mig til Musse igår. Men jeg tænkte, at det er en væsentlig indikator af min sindstilstand, når jeg mellem 11 og 25 gange om dagen fantaserer om måder, hvorpå jeg kan slå op med manden, så det bliver så chokerende som overhovedet muligt. Jeg er ingen sadist, jeg... ser bare ting i sort/hvid når jeg har det dårligst. Og jeg kan ikke tale med manden om disse ting. Han har selv sagt det - Han er ikke min terapeut. Jeg skal ikke betro mig til ham, som om han var det.

Igår var jeg fuld af optimisme og idéer til hvad vi skal lave, når han kommer hjem igen. Ting, jeg gerne vil gøre for ham. Men stilheden, det, ikke at vide hvornår han kommer hjem, så jeg har noget at planlægge efter, lægger låg på al optimisme jeg har ophobet.

Jeg kan godt holde ud. To dage endnu. Jeg behøver ikke gøre noget overilet, fordi jeg er håbløs lige nu.