Idag handlede det om kontrol. Og selvbedrag. Hvordan jeg bilder mig selv ind, at jeg er i stand til at få andre mennesker til at danse efter min pibe. Og hvordan jeg bilder mig selv ind, at jeg kan læse andre menneskers tanker. (Nøgleordet er 'indbildning', folks)

Den erkendende og bange del af mig siger: "Jeg er så latterligt ræd for, at andre mennesker ikke kan elske mig ligesom jeg er. Jeg tænker, at hvis folk gennemskuer mig... Så falder verden ned om ørerne på mig. Så bliver det kendt for hele verden, hvor uværdig og indbildsk og ubetydelig jeg er."

Den erkendende og tapre del af mig siger: "Screw it, om andre mennesker elsker mig. Sure, det kunne være rart hvis nogle af dem gjorde det indimellem... Men er det vigtigste egentlig ikke, at jeg kan elske mig selv? Og tilgive mig selv? Det er jo for fanden mig, der skal leve med mig selv resten af livet, det behøver andre mennesker ikke. Hells yeah, I'll gimme some lovin'!"

Jeg er magtesløs. Jeg kan ikke få andre mennesker til at elske mig. Eller være mine venner. Men jeg kan være sød ved mennesker, så de måske har LYST til at elske mig. Eller være mine venner. Eller måske begge dele.

Jeg kan ikke mildne folks hidsige gemytter. Jeg kan ikke få dem til at hengive sig til ydmygheden. Men jeg kan sørge for, at reagere så lidt selvdestruktivt som muligt, når jeg får kritik (gud bedre det!) Og jeg kan sørge for, ikke at drukne mig selv i dårlig samvittighed og selvmedlidenhed når jeg kommer til at såre andre.

For den eneste, jeg kan kontrollere, det er mig selv. Og jeg kan godt smile. Og elske mit liv.

Watch me love me.

/OmsorgsMis out