Il est disparu dans la cravatte. Det eneste franske min gode gamle senile Onkel Mogens kan.
Er vågnet op relativt tidligt. Pollensæsonen raser og rammer mig som Thors hammer. I går var jeg så frejdig at løbe en tur i Frederiksbergshave. Det hævnede sig straks og jeg hostede og nøs, og næsen var en vandig softicemaskine. Selv en omhyggeligt make-up kunne ikke skjule det faktum at jeg så noget forgrædt ud. Men ny knaldrød silkebluse tog forhåbentlig opmærksomheden fra de rødrandede øjenglugger. Pollen. En mærkelig usynlig trussel. Som Tjernobyl, Asbest eller SARS. Hele mit ansigt føles som en rå bøf. Jeg gisper og hiver efter vejret.

Skrev lidt med Mand med Slips i fredags, men han har ikke skrevet siden, og hvis han ikke skriver igen, så gør jeg heller ikke. Så potentielt er den død nu. Det er irriterende så meget jeg tankeobsesser omkring det. Tjekker Facebook hvert andet øjeblik, det er en besættelse.

Jeg føler mig underligt trist, men min tristhed er coatet med et tykt lag energi og en peppy ja-hat. Eller. Noget i den dur. Jeg har lyst til at være produktiv, men har alligevel ikke rigtig ro til enten at stå på den ene eller den anden fod. Derfor stream-of-consciousnesser jeg her. Det vælter bare ud af mig og følelsen af tasterne som små trædesten under mine fingerspidser føles så nærværende, så beroligende. Jeg social-medier-den også helt frantically. Jeg vamles over mig selv. Se mig, se mig, se mig. Hør mig, hør mig, hør mig. Jeg er ude med den lille indsamlingsbøsse i dag, put et 'like' i, det støtter en god sag, bidraget går ubeskåret til the resurrection of Neons latterlige lave selvtillid. Man forfatter sjove statusopdateringer i et spagt håb om at Mand med Slips tænker: "Hun er da alligevel ret sjov og sej, hende jeg knaldede sidste weekend, hende kunne jeg godt se som min fremtidige kone. Sikker sjove og underholdende børn vi kunne få." Umage giver mage, siger man. Seksuel selektion. Parringsvalget. Jeg er helt besat af tanken om at han SKAL kunne lide mig, men jeg ikke levner plads til at tage stilling til, om han nu også er så fantastisk. Og er det egentlig ikke bare en kompensation, når man nu ikke kan få Mand med Måne. (Som man egentlig heller ikke er helt overbevist om, at man vil have. Man er vel et vankelmodigt, vægelsindet individ).

Jeg ved det ikke. Men det er som om at hans mangel på interesse er en ydmygelse. Jeg må denne weekend straks iværksætte en plan for at score For Ung, bare som en slags bekræftende adspredelse. Åh, jeg er så billigt til salg. Til gengæld, og det skal man huske, er der også de gode ting. Og de gode ting denne weekend har været VENNER. Fantastisk selskab. Først Barnepikkens tagterasse og et par flasker kold hvidvin. Dernæst en herlig aften med slænget og Mogster, som var på besøg fra London. I dag kaffeslabberas med Bobben og nybagte boller på Pi's altan. Venskaber er smukke og i sidste ende meget mere værd end denne så opreklamerede Kjærlighed.