Jeg prøver at finde et mønster, men jeg giver snart op.
Og så tænker jeg tilbage på den tid, hvor søvn var noget jeg tog for givet.
glæden ved at putte sig under dynen og bare gemme sig væk. Men denne forventning er erstattet med angst.
Angsten for at vågne og finde ud af at lige i nat har videnskaben slået fejl og jeg har proppet mig med kemikalier, som faktisk ikke virker alligevel.

Der er ingen garantier, når vi taler om hjernen, det har jeg erfterhånden erkendt, men ikke desto mindre er det fandme hårdt, når jeg ikke kan finde et mønster, en form for kronologi.
Nej, bare acceptere..der er fandme mange ting man "bare" skal acceptere.
Hvad nu hvis jeg ikke vil acceptere?
hvad sker der så?

Nada! Niente! Nothing!

fordi når man som jeg svæver ude i en gråzone, hvor hverken videnskaben eller andre kan hjælpe een, er man overladt til sin egen tykke suppe af spørgsmål, som forhindrer een i at leve optimalt. bare acceptere. HA!
Ja, den er sgu god!

Jeg har lyst til at skrige om hjælp.
Skrige så højt at selv hunde vil få tårer i øjnene, men det nytter jo ikke.
I sidste ende er der ingen, ikke engang mig selv, der kan hjælpe.
Dette her er naturens skæve form for humor. Bytte om på de gængse ligninger, og så bare forsvinde, en modbydelig one night stand. Hensynsløs. En afvisende ryg.
hvis dog bare jeg kunne få et svar.
Hvis dog bare der var een i hele verden der kunne give mig eet svar.

Men der er ingen der ved noget. Og når de ikke gør, hvor skulle jeg så vide noget.
Jeg er bare endnu et af naturens mislykkede forsøgskaniner.