11 år siden

Melankoliens lange fangearme

Stemme
Halina Abram...
7 år siden
Skrivende
Michala Esch...
6 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
10 år siden
70 år + 3 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
10 år siden
Dumme udtalelser og træls...
Racuelle Hei...
6 år siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
7 år siden
Selektiv skriveblokering
Olivia Birch...
10 år siden
brænde
Peter
9 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
11 år siden
god start på dagen
Jette Peters...
7 år siden
Mandag kære mandag.
Malene Hahn
8 år siden
Gnist...
Signe Unmack...
3 år siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
10 år siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
8 år siden
Dette afsnit er mit første i dagbogsindlæg. Det omhandler de forbipasserende tanker jeg har haft i løbet af dagen.

Når man bevidst kigger i Vores kære stor tunge "Den Danske Ordbog", falder jeg særligt denne aften over et bestemt ord. Melankoli. Hvis man nærmere og søger længere ind i dette finde ord, og finder en ordbetydning vil man finde 2 forklaringer. Disse forklaringer lyder således; 1. PSYKOLOGI en form for depression med nedtrykt sindsstemning der optræder i forbindelse med visse sindslidelser. 2. trist humør; tungsindig stemning.

Intet ville bedre kunne beskrive min sindstilstand end ordet melankoli. En tungsindig depression skylder ned over min skuldre, som et varmt vandfald. Fortsætter videre ned af ryggen, lårene, mine læg og til sidst kan jeg mærker hvad denne melankoli tager fat om mine fødder og lader mig vælte. Jeg kan ikke holde mig oprejst, melankolien har taget fat, som et sort mørke. Jeg er endnu ikke klar til at kæmpe i mod, lader mig i stedet river med over det sorte brusende melankonbølger.
Jeg lytter til deres fantastiske oprevne, stromende skvulpene lyde. Det lyder som om de sorte melankolibølger lader det blæse op til storm, jeg kigger længsel fuldt ud over det sorte ocean, himmelen er sort og faretruende, men jeg er ikke bange. Jeg er ikke bange fordi jeg ved jeg har dig. Du er der ude et sted, ude i det sorte sindsoprivende hav.
Jeg ved hvordan du lige nu kæmper i mod de tyngsindige fisk, der har indtaget oceanet. Jeg ved hvordan du kæmper din kamp mod melankolien, jeg ved hvordan du forsøger at hive mig ud af min sindsoprivelse af tungsidighed.
Du kæmper din kamp bragt, mens jeg bare står fortvivlede og døsigt og kigger på. For hvad kan jeg gøre? Verden er sort, med sort på.
Du får dog fat, fat i min skuldre. Du lader dine hænder kører ned langs min nøgne ryg, du lader mig føle alt andet end melankolo. Du påføre mig varme og alt din kærlighed.
Jeg kan mærke hvordan din bløde, varme læber trykkes ind mod min nøgne kolde hud, jeg kan mærke hvordan varmen spredes ud hele min krop. Hvordan min mave snurre, og sommerfuglene basker deres vinger der inde, hvordan varmen og sommerfuglene til sidst fylder min højre lilltå af kærlighed.

Du kan få mig til at føle en helt særlig varme, en varme jeg aldrig har følt før. En varme som når jeg tænker på din får mine kinder til at blusse op, og efterlader et smil på mine læber.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Melankoliens lange fangearme er publiceret 19/02-2013 21:07 af Fredehajen.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.