Så er atter en arbejdsweekend gået. En dag inde på arbejde går nu hurtig. Morgenpleje, morgenmad, de daglige ting ordnes, hyggge og aktiviteter, middagsmad, middagssøvn og eftermiddagskaffe - og så er den arbejdsdag forbi og aftenvagterne kommer og afløser.

Igen har vi en tom stue. Beboeren, som jeg var kontaktperson for, døde i min ferie. Mærkeligt at komme tilbage fra ferie og så er hun bare borte, men det er jo livets gang og vi ved jo alle, at plejehjemmet, som regel er sidste bopæl. Kontaktpersonen bliver altid orienteret, når en beboer er død, så naurligvis havde jeg også fået besked. Min beboer havde ingen børn, så det er søskende, der skal arve. Det betyder så, at det kan være en længere proces med skifteretten og dermed at få frigivet stuen. Men vi - på plejehjemmet kan jo ikke undvære stuen og det er ej heller rimeligt, at arvingerne, skal betale husleje for at få opbevaret møbler og nipsting der, indtil boet er gjort op. Her i weekenden har min kollega og jeg - udover at passe beboerne - derfor været igang med at pakke beboerens ting ned i kasser. Møbler og kasser bliver så opbevaret i plejehjemmets kælder. Efter loven har pårørende ingen adgang til hverken stuen eller afdødes ting og sager, inden boet er gjort op og kan derfor ikke selv pakke ned.

Og sikker et arbejde, der var. Hun havde to 12 personers kaffestel med, samt spisestel til 12 personer. Desforuden diverse fade, kartoffel- og sovseskåle, andre skåle og en masse nipsting. Heldigvis skulle vi ikke notere hver enkel ting ned på papir, men kunne frit pakke det ned i kasser, efterhånden, som vi fik tid.

Nåh, det skulle jo gøres. På en måde var det godt nok. Jeg føler, at jeg, på den måde, fik taget en god afsked med min beboer, som jeg havde et utroligt godt forhold til. Det kan jo ikke undgås at der skabes en fortrolighed og tillidsforhold til beboerne, som vi går så tæt opad - og nok specielt vor egen beboer, som vi vel tager ekstra under vore vinger.

Når en beboer dør nede hos os i vor enhed, kan vi ikke lade være med at føle et tomrum, men så sandelig også et pusterum. Vi får lidt luft, inden næste beboer flytter ind. Vi står rustet til at tage imod den nye beboer. Kontaktpersonen har i forvejen været på hjemmebesøg og lige inden indflytning haft et møde med beboer og pårørende. Indflytningen skal gerne ske så rolig og lempelig som muligt, således at beboeren falder hurtig til i sit nye bo. Ellers er det jo en udfordring til os, om at finde ud af, hvad og hvor årsagen til problemet er og så få gjort noget ved det i en fart.

Det var så lidt fagsnak i dag. På hjemmefronten går det stille og rolig og herfra er der ikke rigtig noget at berette. Det var, hvad jeg havde på hjertet i dag.

Hyggehejsa fra Nellemor.