Kære du...

Jeg tror det er køligt derude, det ser gråt ud her fra vinduet. Græsset er næsten helt gult og fra de nøgne rosen busk grene, drypper små regndråber. Asfalten er våd og det vakkelvorne bord står malplaceret, lige midt på basketballbanen.
Jeg tror jeg vil trodse det triste vejr, og alligevel iføre mig det fantastiske store runde halstørklæde jeg fik til jul, og trave ned ad villavejene.

Her sker der alligevel ikke noget, og det koster noget overvindelse bare at blive. Væggene er hvide som sne og lydene er konstante og uvisse. Personalet - de søde plejere og sygeplejersker med deres navne skilte hængende i bæltet, de har så travlt. Så travlt at vi - de 12 patienter - er overladt til os selv, her blandt hvide vægge og håbløshed. Lægerne i de fine hvide kitler og psykiaterne med de mangefarvede piller, de har fri. Sådan er det med weekenderne, de hvide kitler bliver hængt i skabet og afdelingerne lægger døde hen. For her sker ikke en dyt, ikke med to personaler på vagt til 12 skøre af min slags.

Heldigvis får jeg besøg senere, og nu vil jeg iføre mig vintertøjet og trave fornøjet afsted.

Friia...