I går var Egon og jeg til Din Bisættelse. Det var en fattig oplevelse, og det har rumsteret i mit hoved lige indtil nu, hvor jeg besluttede at skrive det ned.

Foruden Egon og jeg, var der kun 3 af de gamle venner der var mødt op, nemlig Tove, lille Grete og Lena.

Ialt var der kun 21 mennesker i kirken, hvor akustikken var så dårlig, at jeg næsten ikke kunne høre hvad præsten sagde. Det gjorde ikke så meget for det var mest bibelsteder og trosbendelsen, hun læste op. Det var tydeligt, at hun ikke kendte Dig Elise, og at hun var ligeglad. Det var bare hendes job, der lige skulle overstås.

Men det der skuffede mig mest, var at alle de gamle "venner" ikke lod sig se. Var vi mødt op alle sammen kunne vi ha' fyldt kirken.
Poul Erik er sikkert gået i forvejen, for jeg har ikke kunnet finde ham det sidste år, og han havde jo haft flere hjerneblødninger. Hils ham fra mig hvis Du møder ham.
Kaj kom heller ikke; men det er jo ikke første gang, at han skuffer.

Jeg tænker også en del på Kirsten og børnene og hvordan de nu skal klare sig uden Dig.

Elise jeg er glad for at jeg kom til at kende Dig. Vi var ikke altid enige; men jeg husker ikke at vi har været uvenner for alvor.

Jeg er ked af at Du måtte bort så tidligt; men jeg er glad for, at Du nu ikke lider mere.
Ære være Dit minde.