Overlevede samtalen. Men jeg tror, at min chef har lidt svært ved at forstå, HVOR meget det påvirker mit liv, at min søn har det så dårligt, og at vi kæmper en lang, indædt kamp med kommunen for at få den hjælp, der skal til. Jeg er ikke helt sikker på, at han helt forstår, HVOR slidt man bliver. Ja, jeg vil næsten sige udbrændt.

Men jeg aftalte med chefen, at JEG ringer til ham på onsdag. For vi må afvente, hvad der kommer ud af netværksmødet først. Alt efter udfaldet af netværksmødet skal jeg så enten have en ny friattest til min arbejdsgiver, eller der skal udarbejdes en fastholdelsesplan og der skal laves en mulighedserklæring.

PPR kan - selvfølgelig - ikke deltage i netværksmødet! Og - skriver vores sagsbehandler: "det er jo PPR, der har bevillingskompetencen og beslutningskompetencen på skoleområdet". Så det vil altså sige, at vores søn IKKE får hjemmeundervisning - foreløbig - før et eller andet skvadderhoved i PPR nosser sig sammen til at lave en bevilling, og så skal den efterfølgende godkendes i visitationsudvalget... Jamen, der kan gå måneder!!!

Men hvis ikke der kommer noget konkret skoletilbud herunder hjemmeundervisning på bordet på mødet i næste uge, så går vi til en lokalpolitiker i kommunalbestyrelsen. Min mand kender hende gennem sit arbejde. Og så vil hun rejse en sag for os i socialudvalget. Så skal der fandeme nok ske noget!

Jeg fik en kommentar fra en bruger herinde, der skrev, at vi skulle lægge os på nogle madrasser på rådhuset og ikke rejse os, før der sker noget!!! Ja, idéen er god.

Jeg hørte et indslag i P1 i går om kommunernes besparelser på handicapområdet, og det viser sig, at kommunerne helt bevidst afprøver, hvor langt de kan gå... Mange sager havner således i Det Sociale Nævn og Ankestyrelsen, hvor borgerne så kan vente i mange måneder på en afgørelse. Og i den tid kan kommunerne så læne sig tilbage og gøre ingenting! Det krænker borgernes retssikkerhed.

Har man et handicappet barn, må man indstille sig på, at det er en livslang kamp at få den støtte og hjælp, der er behov for.

Det er uanstændigt, at vi har et velfærdssamfund, der behandler sine handicappede medborgere og deres familier på den måde.