Da jeg havde skrevet mit indlæg "Jeg vil bare tude" færdigt, kom sønnike ind i stuen til mig og sagde, at nu ville han gerne tage imod undskyldningen, så om jeg ville sende hende en sms.

Jeg så, at hun i mellemtiden havde sendt en sms, hvor hun beklagede, at hun havde gjort sønnike ked af det.

Jeg svarede, at han havde sagt, at han gerne ville tage imod hendes undskyldning.

Så nu er der da lidt ro på.

Og som jeg sagde til sønnike, da jeg forsøgte at trøste ham: Deres mor er meget stresset, og de oplever hendes stress - hver dag. Og når man er stresset, skælder man ud og siger nogle dumme ting. Desværre.

Så kunne han "pludselig" huske noget - dumt (selvfølgelig) - jeg engang havde sagt til ham, da jeg var stresset. Og igen måtte jeg forklare, at "ja, det havde jeg sagt, og det var meget dumt, men jeg sagde det, fordi jeg havde været stresset. Jeg mente det ikke."

Men - stress er en pestilens.

Stress avler stress.

Stress er skadeligt for helbredet.

Stress kan tage livet af dig.

Selv om vi også lever med en del stress i vores familie, og har gjort det længe; så er jeg altså taknemmelig for, at jeg ikke tænder så meget af, og så ofte, som deres mor gør. For jeg ved jo, at min søn ikke kan tåle det. Han bliver stresset, når han kan høre, at man (lyd)er stresset. Han er simpelthen udrustet med en lille seismograf, der registrerer selv de mindste små følelsesmæssige udsving. Han afslører mig gang på gang. "Nu er du stresset, ikke?" Og så må jeg jo være ærlig og sige "jo, jeg er stresset, men det har IKKE noget med dig at gøre."

Men heldigvis skælder jeg ikke hele tiden ud.