Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal skrive, min facade er kommet tilbage. Jeg tør ikke udtrykke de følelser jeg har lært at udtrykke mere. Jeg føler ikke det er okay at være ked af det mere, jeg føler ikke jeg må føle en smerte jeg snart har følt i 2 år. Jeg har fået min facade tilbage, den jeg har arbejdet så længe på at få væk.
- Og nu er den bare tilbage.. Jeg føler at jeg skuffer min mor, ved at fortælle hende hvor ked af det gør mig, at vi ikke kan snakke om min eks kæreste, og hvor svært det er for mig at være alene. Jeg føler at hun bare tænker, at det kan da ikke være så svært at give slip på en der var sådan en idiot overfor mig.
Men det er jo svært, det er svært at give slip på en som var derr 110% på en. Han var der når min far var en idiot, når jeg ikke ville være hjemme, når jeg var ked af det, når jeg var sur, når jeg havde brug for ham. Han var der bare altid.
Han var der de gode og de dårlige dage, de dage jeg cuttede i mig selv, de dage jeg fortalte ham om mine selvmordstanker.. Han holdte altid om mig, og fortalte det hele nok skulle gå..

Selv efter vi stoppede med at være kærester, var han der da jeg forsøgte selvmord, han var på sygehuset, da jeg kom hjem fra sygehuset, de gange jeg ikke turde sove alene. Han var der da min far kom hjem - og da han tog ud og sejle igen.
Han var der oqs bare da jeg havde brug for ham for 2 uger siden.

Men sandheden er at jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere at han ikke er der mere, at han ikke er min, at han aldrig skal være der for mig mere. Jeg kan ikke håndtere at skulle være uden ham, at være uden hans tryghed. Jeg ved bare ikke hvordan jeg kommer over det tab, at det ikke er os mere, at han har en anden, og det er ikke mig.