Sønnen har spillet lidt on-line med "venindes" ene søn i dag. Desværre er der problemer med serveren, så de kan ikke komme ind på det samme spil. Men så sidder de og taler sammen i stedet for, mens de spiller hver sit spil. Sønnen spiller med den søn, der har haft spilleforbud i en måned, så det var vist godt, at jeg sendte den sms forleden til "veninde", hvor jeg skrev, at sønnen savnede at spille med hendes sønner. Så nu har hun da ophævet spilleforbudet.

Vi har haft besøg af rådgiver fra Center for Autisme i dag. Vi talte om det forestående netværksmøde. Vi vil være tilfredse, hvis mødet hurtigt - meget hurtigt - resulterer i noget aflastning i hjemmet, og at sønnen får hjemmeundervisning. Vi må jo vente og se, hvornår han bliver indlagt. Der går nok flere måneder. Og indlæggelsen skulle jo gerne munde ud i, at kommunen finder det helt rigtige skoletilbud til sønnen.

Det skuffer mig, at den nye skole forholder sig så passivt til sønnens fravær. De kontakter os ikke. Jeg er begyndt at sende et opdateret fraværsskema hver uge herunder også til skolen. Og ud af 45 skoledage (fra august i år) har han ikke været i skole i 34. Skolen har pligt til at arrangere hjemmeundervisning. Jeg har ført statistik siden januar, så hvis vi regner de dage med - også - så er vi oppe på et svimlende højt fravær. Men ingen har reageret eller grebet ind. Den gamle skole forholdt sig passivt. De fik jo deres penge for at have sønnen i deres specialtilbud - uden at han dog var der særlig meget, men så var der da de resourcer ekstra til de andre elever. Grotesk. Og det er akkurat det samme med den nye skole. De gør intet. For så scorer de pengene på, at sønnen - på papiret - er indskrevet i deres specialtilbud. Men han benytter det reelt ikke. Derfor sker der ikke noget. For det er ren kassetænkning. Det har så nogle store menneskelige omkostninger.

Kommunen har sendt mig et sygedagpengeskema som jeg skal udfylde. På nuværende tidspunkt har jeg meget svært ved at se mig tilbage i job - foreløbig. Vi har gode dage uden affektanfald. Men det er jo også kun fordi vi ikke længere stiller krav om skolegang. Sønnen ved godt, at han skal i gå i skole, men han magter det ikke. Fordi rammerne ikke er de rette.

Så længe vores situation er uændret, så kan jeg ikke se, hvordan jeg på nogen måde kan gå på arbejde. Jeg kan klare at være herhjemme, men lige så lidt som sønnen magter krav, så gør jeg det heller ikke.

Mandens karrieremuligheder er også ikke-eksisterende med de familiemæssige forhold vi befinder os i. Han var til lønsamtale forleden, men fik at vide, at der ikke kunne være tale om højere løn, når han ikke var tilstede i fuldt omfang. Og når han søger nogle interne opslag, får han at vide, at han ikke kan komme i betragtning - pga. hans familiemæssige situation.

Så man må sige, at det, at vores barn stort set ikke har været i skole siden januar, har haft store konsekvenser. Og jeg regner da også med, at jeg bliver fyret. Og hvordan finder jeg så lige et arbejde igen - med den komplicerede situation vores familie befinder sig i?

Det har altså vidtrækkende konsekvenser, at vores barn ikke får den rette støtte og det rette skoletilbud.