Snitflader, det ord spreder sig som en virus. Det er pt. THE buzzword på arbejdet. Vi skal finde vores snitflader. I forhold til hinanden, til organisationen, til andre enheder (det hedder IKKE afdelinger!) og til eksterne partnere.
Nogle dage finder man sine snitflader iført bløde rummelige mokkasiner med en anerkendende tobak i fredspiben. Andre dage har man mest lyst til at producere snitflader med en hurtigt snittende guillotine. OFF WITH THEIR HEADS! Jeg er langt de fleste dage overvejende fyldt med en HURRA-følelse i maven, der dog har en snitflade til den gamle usikkerhed: Er jeg nu god nok? Men det er jeg. Det har jeg fået bekræftet. En samarbejdspartner sagde: Du er allerede guld værd - men det ved du sikkert godt. (Nej) Chefen: Du har fået rigtig gode anmeldelser i organisationen (vidt begreb, I know).
Men jeg må nok stille og roligt erkende at the Honeymoon's over.
Der er slanger i Paradis. Der er beslutninger, man ikke kan finde mening i. Der er magtkampe og spil for galleriet. Der er et uhæmmet og skævvredet forbrug af ressourcer, som kan give mig næsten fysisk ondt i maven. Der er misundelse og smålighed. Der er manglende transperans. Der er kolleger man ikke helt kan greje. Vi er fire nye i teamet, som startede samtidig. På en måde binder det os sammen. Men de tre af os har nøjagtig den samme jobbeskrivelse bare på hvert vores område, og det iscenesætter os som konkurrenter. Egentlig kan jeg lide begge to. Men af og til slå like over i ambivalens. Og nogen gange kan jeg ikke lide mig selv. På en eller anden måde konkurrerer jeg uden at ville det. Eller jeg vil egentlig ikke konkurrencen.Jeg vil jobbet, oh so bad. De andre ved jo heller ikke alt det jeg har haft sparet sammen. Jeg ved at min produktivitet er irriterende (på nogen).
Nogle gange kan folk godt irritere en på en måde, hvor det faktisk ikke er dem som er irriterende. Men man bliver irriteret på dem, fordi de frembringer en side af en selv, som man ikke bryder sig om. Det sker af og til. Når jeg er sammen med meget søde piger, der har store dådyrøjne (eller Gollumøjne) med øjenvipper som store våde dækkeservietter som bare basker op og ned. De taler med yndige spæde stemmer og formulerer sig som små klirrende tekopper. Så bliver jeg den, der hænger i lysekronen, gir slip og lander med et ordentlig brag ned i porcelænet, sætter store beskidte plamager på kniplingsdugen. Ej, det er sgu et langt ude billede. Men sådan en effekt har den slags piger på mig. Og min ene kollega J er sådan en. Nå.

Af gode ting: Jeg elsker det! Jeg elsker opgaverne. Jeg elsker friheden. Og overall kan jeg generelt rigtig godt lide de folk jeg møder. Der er også mange søde mænd. Men de har en tendens til at være 1. For unge. 2. For gamle - eller rettere 3. For gift.

Snot: Jeg er blevet syg. Fuck. Jeg ooooorker det bare ikk. Jeg skal holde stor middag for 10 venner i weekenden med 3-retters menu og hejs og have en gravid veninde boende fra fredag. Der skal gøre rent og what not. Jeg bliver helt træt ved tanken.