Så kom det altså ...

Du bryder sammen, tæppet trækkes væk under dig og du forsvinder fra mig. Jeg ved ikke længere om du er der for mig eller vil have mig. For det er dine ord til mig: 'Jeg ved ikke, om jeg elsker dig.'

Og du indlægges, medicineres. Mod depression. Får samtaler, terapi. Og nu har du pludselig opdaget, at du elsker mig igen - du skal bare lige være rask, så kommer du hjem.

Men jeg - jeg krakelerer nu. Jeg er kastet rundt af bølgernes rasen, og jeg kan ikke længere holde fast. Jeg ved ikke om jeg drukner eller om jeg skylles i land og kan rejse mig på mine ben igen og en dag stå fast. Jeg er knust - men det er mig der er den pårørende, som skal være stærk.

Og jeg ved ikke længere hvad der bor i mig, for mine følelser er bedøvet og min glæde forsvundet. Og jeg kan ikke mærke mig selv. Jeg ved kun hvor ensom jeg er, også i selskab med andre. Hvordan jeg ikke kan koncentrere mig. Hvor ligegyldigt alt synes. Jeg ved ikke længere hvor mit mål er og jeg kan ikke finde mit kompas.

Og jeg vil så gerne finde i havn.