Man søger og søger og selv om det skulle være gratis, mister man alligevel lidt af sig selv for hver ansøgning man får et afslag på. Man spekulerer på om der er noget galt med én eller om der er snyd med i spillet og man bliver valgt fra i første sorteringen på baggrund af at være en kvinde i den fødedygtige alder. Det er ikke fair tanker over for en kommende arbejdsplads - men da der var dette her job som var mit drømmejob, som jeg var lige perfekt kvalificeret til og hvor jeg virkelig lagde liv og sjæl i ansøgningen - og så hørte jeg ikke mere før end at jeg fik afslaget i dag. Jeg blev ikke engang kaldt til samtale. Så er de venlige nok til at sende en kort forklaring med om hvorfor. De har især vægtet at ansætte folk med erfaring i faget. Den har jeg hørt så ofte før. Erfaring - den ting der åbenbart står og blokerer døråbningen for mig. Det er som at slå i en pude eller måske nærmere i ingen ting. Der sker ikke noget og jeg kan ikke gøre noget for at forbedre mig på det punkt.
Så kort derefter ser jeg at jobbet er gået til en tidligere klassekammerat. Tillykke. Han har akkurat lige så lidt erfaring som jeg. Vi havde oven i købet praktik samme sted.
Så må det være den anden begrundelse de giver der har afgjort valget; en som "personlighedsmæssig vil kunne falde godt til".
Mine tanker vender igen og igen tilbage til at jeg ikke engang kom til samtale. Der var 2 jobs og det andet gik til en anden tidligere klassekammerat. Jo, okay, hun har vel et halvt års erfaring at rutte med nu. Jeg er vist bare hægtet af. Jeg er åbenbart bare helt forkert til det job. Det var min bedste ansøgning og de kaldte mig ikke engang til samtale. Hvorfor?

Jeg befinder mig nu et sted mellem vred, ked af det, dybt frustreret og modløs.