Det er en grim følelse! Smerten over det som snart ikke længere er, kan man kun i situationen forstå. Vejrudsigten lover skybrud - hvordan fanden kan de vide at mine tårer står ud af hovedet på mig! Prøver at bevare overblikket - bare lidt. Det går nu kun en vej, og det ved vi! Er begyndt at underrette noget af den lille familie vi nu er. Det hele er så surrealistisk. Manden er jo ikke død endnu. Fik et spontant anfald af galenhumor, og sagde til Claus " skal vi ikke tage ham med hjem og udstoppe ham."
Kan ikke mere for i dag
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.