Jeg trives, jeg forbitres over hvorfor min krop ikke vil høre mig. Hvorfor vil den ikke det? Jeg er, og alligevel er jeg ikke, noget almindeligt eller ordinært. Dette lyder ganske uoriginalt og det er nok også. Men stemmen som kommer inde fra er nogen gange den som er god, at lytte til. Det kan ikke altid være ting som en selvfølge som betyde mest i det daglige liv. Det bliver nogle gange nød til bare, at være ting som skrives ned, er det som er som en forbipasserede på gaden, sådan er det også i hovedet. Jeg længes efter, at kunne bruge vilje og styrke til, at skabe og ikke bare tænke, fantasere og håbe - jeg vil ikke blot prøve, jeg vil gøre. Jeg vil skrive en bog, ikke blot en bog, jeg vil skrive noget som giver mening, noget som andre kan læse, ligesom man læser Hemingway, Tolstoj, Hugo og Walter Scott. Jeg længes efter storheden, jeg længes ikke efter, at det er mig der skal besidde storheden, jeg mangler bare storheden i vor tid, der er intet at se hen til, der er intet at være. Det eneste vi stræber efter er et mål, men hvad er formålet med målet. Hvis vi dør inden for de næsten 70 år. Hvad nytter det alt sammen? Er det bare et spørgsmål om ære?
Det skal hvert fald ikke være noget generelt, jeg har elsket piger/kvinder, jeg har haft nære venskaber og har det stadig. Men hvad er meningen med det hvis det dagen efter er en ny dag og alt har ændret sig?
JEG FORSTÅR INTET. INGENTING.