Det var dejligt at se ham. Mødte ham, da jeg var fuld og han endnu fuldere. Og endte med at skilles lidt dumt, fordi han ville have mig med hjem, og jeg ikke havde lyst. Og så skrev han alligevel. Og vi mødtes dagen efter. Igen i byen, igen fulde. Og igen tog jeg hjem - efter han havde tilbudt mig, at han kunne sove på sofaen, og jeg i hans seng.

Og så en måned senere ses vi igen. Mødes på en bænk på Nørrebro, hvor han bare ser så fantastisk dejlig ud. Og jeg ikke kan lade være med at smile. Det blev næsten pinligt, fire timer uden et eneste øjeblik at kunne undgå smilet. Og vi snakkede om alvorlige ting. Og jeg tror næsten, at han kunne være en ny kæreste.
Og hjemme hos ham, kyssene hagler ned over mig. Vi snakker i mørket, mens musikken kører bag os. Han spørger til kærester (vænner mig aldrig til at være åben om tidligere forhold, for mig hører de fortiden til - og ikke starten af nye forhold), jeg spørger tilbage. Og jeg siger hele tiden, at jeg vil tage hjem. Han vil have, at jeg bliver. Og igen kommer tilbuddet om, at vi jo bare kan sove sammen. Sagde nej og tog min trøje på for at gå. Og hans blik var så underligt.

Brød mig ikke om at føle, at jeg var en nar, fordi jeg gik.
Men på den anden side, så forstod han det godt. Og nu handler det hele så om, om han er parat til at se mig igen på mine præmisser, vil leve med, at jeg holder igen - fordi han virker som en, jeg gerne vil lære at kende bedre. Og en, jeg vil glæde mig til at sove sammen med, glæde mig til at elske mig. Men han har kun været alene så længe som jeg - og haft kærester i årene forinden. Dejavuer fra mit sidste forhold. Min exkærestes fortid så ligeledes ud - og han ville gerne være alene. Spørgsmålet er så bare, om jeg vil risikere at ende i samme situation igen. Så jeg har spurgt ham ligeud, om han gider. Og så må han jo tænke over det, til vi ses.