alt hvad jeg rører ved bliver til lort.
ikke for andre nødvendigvis, men for mig selv.
mit liv er fuldstændig ødelagt, jeg kan slet ikke se mig selv fri af det længere. Jeg er virkelig helt alene nu igen. ingen at snakke med, ingen at søge trøst hos og ingen til at hjælpe mig ud af denne her elendige situation. Jeg er desuden osse af den overbevisning at jeg ikke kan komme ud af den her situation som andet end taber, taber et barn, taber en kæreste, taber mit hjem... ALT. Ikke engang musikken er der for mig mere, der er ikke længere noget tilbage at holde fast i, ikke flere livlinier, ikke at der nogensinde har været særlig mange da de fleste af mine venner selv er så langt ude at de ikke ville kunne hjælpe et barn ud af en vandpyt uden selv at drukne.

for tiden drømmer jeg op bare at forsvinde, at sove ind eller flygte til et andet land... brænde alt hvad jeg ejer og stikke af med de mest basale ting for at starte forfra uden nogensinde at se mig tilbage. uden at vinke farvel, bare tage afsted... men det kan jeg ikke, ikke uden at gøre mig selv til kidnapper eller bare årtiers ringeste far... så jeg bliver, bliver og lader mine sidste kræfter sive ud af mig til ingen verdens nytte... til ingens glæde og uden at nogen som helst opdager det, jeg dør indefra, minut for minut, time for time.