det er svært for mig og sige farvel,
det fandt jeg for alvor ud af her i denne her uge,
hver eneste gang jeg siger farvel, giver det en trykhed om det ikk er for evigt
men nogle gange viser verden hvordan det er, at sige farvel, uden og ses igen,
nogle gange for man ikke og se at man ikke nåede det, nogle gange ved man, at det muligvis
er sidste gang, som et stik i maven, der stille prikker til en,
en ven forsvandt, mens farvelet stadig er der, som et evigt minde om Den person,
men farvelet betyder også vi havde det godt sammen, med et smil på læben, en lille drillen
en vished om forståelse, forståelse om at vi alle blot er mennesker, og den tid vi har sammen
er dyrbar og skøbelig,

nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde troen på Gud og himmelen. så smukt et billede,
at lige meget hvad der sker, så ses vi i himmelen
men hvad skal man så tro på, lige nu om dage er der alt for meget og putte sin tro på,
jeg kan ikk finde ud af, det for hvis nogle har ret, har de andre jo forkert,
så vælger jeg og tro på min ven vil komme op i himmelen som han tror på.
og håber jeg kan se ham igen, selv om nogle trosretninger ville ha fordømt ham, men de
kendte ham overhoved ikk, det er ikk det der tæller, det er hans hjerte, og hvor var det smukt,
så fyldt af glæde og viden, hvor jeg dog ser op til ham,

dette her bliver aldrig et farvel, det vil blive et, vi ses, om mange år min gammel ven