En ny dag, men samme problem. På overfladen er jeg selvfølgelig blevet gode venner med Rune igen. Det var vi allerede i går. Egentlig var vi vel aldrig uvenner, men.. Men med følelser går det ikke altid så stærkt. Han er mit anker og lige nu føles han så langt væk ikke bare i reel distance, men også den forbindelse vi normalt alligevel har.
Så tog Rune emnet fra igår op igen. Spurgte mig hvorfor jeg havde den holdning jeg havde til det og jeg har overhovedet ikke lyst til at forsvare mig selv eller at vi skal have det emne der splittede os i går på banen igen. Kan vi ikke godt gøre det til et tabu? Et lykkeligt lille tabu. Ikke alt skal snakkes igennem og i det her tilfælde kan jeg snart ikke huske hvorfor min holdning var som den var og det er bestemt heller ikke noget vigtigt emne for mig. Lige nu er jeg tilsyneladende et dårligt menneske for at have haft den holdning - i hans øjne. Det synes jeg nu ikke at jeg er, men jeg har ikke lyst til at puste til ilden igen. Lad den dø. Eller muligvis er han bare oprigtigt interesseret i at prøve at forstå mig, men det kommer han næppe til alligevel. Og min lyst til emnet er omkring den samme som til at hugge en kniv i hånden på mig selv - muligvis lidt mindre.For guds skyld eller bare vores, så lad den dø.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.