Idag gik jeg til dyrlægen med min højt elskede hvaps... Jeg kom ikke hjem med ham igen. Han har været syg hele ugen... Min værste frygt blev sand, han havde fået sukkersyge, og den slemme en af slagsens. Vi talte over om mulighederne for at få et liv, men alt det jeg skulle til at gøre, kontrollere blodsukker, stikke ham med insulin... Jeg er knap nok hjemme i hverdagene til at have kunnet hold øje med ham.

Dyrlægen sagde også at der kun var et par uger tilbage før sygdommen ville blive så alvorlig at han ville begynde at få anfald...

Mit livs mest mørke og triste beslutning er nu at jeg fik ham aflivet, men alternativet kunne være værre, at lade ham leve. Det ville være dyrt i længden, og meget krævende, krævende til at jeg skulle være hjemme og holde øje med ham hele tiden, det kan jeg ikke med det lortearbejde, for ikke at sige at jeg skal give ham insulin, blodprøver og alt det gøgl, så jeg trak den sværeste beslutning i mit liv, at ende min bedste vens liv... Men jeg var med ham til sluttet... Ligesom kampbrødre skal...

Sov godt min lille følgesvend, ingen hund kan nogensinde blive som du var, og mange folk vil savne dit evigt smilende og venlige udtryk og ultra glade ånd.

Min rejse ad livets vej blev pludselig meget mørk og ensom, og ingen kan udfylde den tomplads du har efterladt... Sov godt min lille ven, og lad den evige intethed omfavne dig i dets evige søvngivende mørke.