Kære dagbog.
Da jeg vågnede i morges, var det første som jeg så Jim Morrisons smukke ansigt. En tanke fløj gennem hovedet på mig, men jeg har glemt den nu. Det næste jeg bemærkede var lugten af... mærkeligt.
Jeg stod op, men det var hårdt. Min krop gjorde ondt alle vegne, og jeg kunne ikke engang åbne syltetøjglasset, så svag var jeg. Jeg havde stadig feber, men jeg valgte alligevel at tage i skole, da vi skulle have nogle vigtige moduler. I bilen hørte min far og jeg et eller andet band kaldet Adamantra. Det lød sådan set meget godt, men jeg var for træt til at registrere det.
Da jeg senere sad på gangen ude foran kemilokalet, kom jeg pludselig til at tænke på en gammel forelskelse jeg havde. Jeg var glad for, at jeg faktisk var ret afslappet med hensyn til tankerne om ham. Det blev aldrig til noget, og jeg var ret knust over det i noget tid. Men i dag var det ligesom om, jeg egentlig undrede mig over, hvorfor jeg havde været forelsket i ham. Det var en rar fornemmelse.
De var alle sammen meget søde overfor mig, og kunne godt forstå, at jeg ikke havde det særlig godt. De passede meget på mig, men lod mig også være lidt i fred. Jeg tror, at alle har prøvet det ubehagelige ved at være omringet af mennesker når man har hovedpine og helst vil have ro.
Jeg gik hjem efter de to første (og vigtigste) moduler. Da jeg sad i toget, var jeg ret sikker på, at jeg så en af mine gamle klassekammerater. Men jeg var ikke sikker, og orkede egentlig heller ikke at sige noget til hende. Hvis nu hun ikke kunne genkende mig, skulle jeg til at rode mig ud i forklaringer, og havde jeg lyst til det med 37,7 i feber? Nej.
Jeg kom sikkert hjem, men havde ikke lyst til at spise noget. Min mor var ikke færdig på den skole hun underviser på, og jeg var alene hjemme. Det var rart med lidt ro, og jeg fik hvilet mig lidt, og lavet nogle lektier.
Nu sidder jeg med en croissant og en kop kaffe. Jeg har spist to bidder af den, og har ikke lyst til mere. Øv, det er nedern' at være syg.
Jeg tror, at jeg går ud og hælder kaffen i vasken.
Den er blevet kold...
Vi ses.