Der sker mange spændende ting, når jeg er ude at lufte min hund af en retriever/labrador på Fælleden, nogle gange lidt for spændende...

Jeg var ikke ude med Dina i går pga. min kvalme, så da dagen i dag er gået bedre, og jeg næsten ingen har haft, tænkte jeg, at nu skulle vi ud og gå en god tur. Det var eftermiddagsrykket, så der var masser af hunde, og 'legekammerater', og det er jo en god ting, med en super energisk kanin/kænguruhund som Dina, så glade vi gik (hoppede) derudaf.

Vi fulgtes med et par Berner Senner og en anden mindre hund, som var rigtig søde, da der kom et par med to hunde imod os - den ene meget lille hvalp, og jeg kunne huske at Dina havde mødt den anden af samme race som den lille én gang før (måske en slags muskelhund), hvor de havde måtte tage fat i den fordi den blev lidt agressiv.
Den snusede til de andre hunde, og det var der ingen problemer i, men et splitsekund efter den havde snuset til Dina, røg den lige i halsen på hende, det var bestemt ikke venligt ment, og jeg blev vildt forskrækket og skreg op.

Puha, skræmmende billeder af blodig Dina, og os på hospitalet med hende gik gennem mig, og hunden gik rimelig hårdt til hende, mens hun ingenting kunne gøre. Pludeslig gav den slip i hende, og manden kom hen og skældte den ud. Jeg var vildt chokeret, og Dina lige så. Kvinden sagde pænt undskyld og mumlede noget om, at det måske var for at beskytte den lille, og så gik vi hver vores vej. Jeg fik tjekket Dina, og der var ikke sket noget fysisk med hende, men hun var helt rystet og klistrede sig op ad mit ben i lang tid og ville ikke ud og lege igen - halen mellem benene. Den stakkel.

De andre fortalte mig, at manden havde sagt: "Du skal ikke sparke min hund!" til mig, men det havde jeg slet ikke hørt, og jeg kunne faktisk ikke genkalde, at jeg rent faktisk havde gjort det - og det kan jeg stadig ikke. Jeg kan huske, at jeg skriger, tager et par skridt hen mod hundene, og så stopper det. Når jeg stykker det hele sammen, kan jeg stadig ikke huske om jeg virkelig sparkede den, men hvis jeg gjorde, har jeg ikke fortrudt det, for den (eller dens ejer faktisk) fortjente et ordentlig lag tørre tæsk..

Heldigvis glemte Dina episoden rimelig hurtigt alligevel, og havde ikke noget problem med at lege med de andre hunde mens jeg stadig var nervøs for at møde flere af samme slags, og ikke mindst nervøs for at der skal ske noget med 'min mave'. Håber at den lille tudse kunne klare chokket. Første gang jeg havde en mistanke om, at jeg var gravid, for Dina pludselig op og begyndte at hle af smerte, og jeg blev så chokket og troede jo nærmest at hun skulle dø, så jeg fik mens et par dage efter...

Så i morgen tror jeg at kvalme bliver en kærkommen ting - tegn på at alt er som det skal være. Det satser vi på ;)