Et af problemerne ved at bo på en institution er, at man formodes at have forståelse for de andre beboeres problemstillinger, men jeg er en egoistisk lille møgunge og bliver med jævne mellemrum drevet til vanvid af at skulle lytte til dem.
Til brunch gik A i selvsving og fortalte barndomshistorier. Jeg kan måske klare at høre 5 i kategorien "min søster fik mere opmærksomhed, en gang gravede jeg et hul i baghaven, min første erindring var...", men efter 15 historier, var jeg så irritabel at jeg var nød til at gå for ikke at eksplodere.

Hver weekend bager jeg morgenbrød til hele ugen. Det plejer at gå udmærket, men både lørdag og søndag gik det helt galt. Jeg følte mig som en kæmpe fiasko, men overfor pædagogerne spillede jeg overskudsagtig og sagde, at der nok var noget galt med gæren.

Jeg fik et ædeflip. Da jeg var på vej hjem fra kiosken med tasken fuld af søde sager, mødte jeg WOW. Jeg havde travlt med at komme hjem, men han prøvede at holde mig fast. WOW elsker at kramme og nusse folk inklusiv mig. Jeg kan ikke udstå kærlig berøring, end ikke fra min familie, men normalt lader jeg ham gøre det og bider tænderne sammen. I går havde jeg dog hverken tid eller overskud, så jeg rev mig løs, hvilket han vist ikke var helt tilfreds med.

Om aftenen begyndte facaden dog at krakelere, så pædagogerne kunne se, at jeg ikke havde det helt vildt godt, så den ene tog mig med ud på en lang gåtur, det hjalp lidt.