Lige nu sidder jeg og er faktisk lettet...Min mand blev indlagt på psykiatrisk afdeling i går aftes - efter en del overtalelse. Det har været rigtig slemt med ham den seneste tid - med tvangstanker og hallutioner... Jeg kunne bare ikke blive ved med at tage ansvaret for ham mere og min familie gav mig ret.

Nogle af hans tanker er, at han ikke vil sove fordi han er overbevidst om at han så vil dø. Og jeg måtte heller ikke sove fordi at han troede at jeg også ville dø, hvis jeg sov. Så jeg har heller ikke fået megen søvn den sidste tid, fordi han forhindrede mig i at sove. Og han troede at vores naboer aflyttede os og kunne se ind gennem væggene til os, at der kom stråler ind gennem huset der ramte os og gjorde os ondt, at hans hænder og hår stod i flammer og at der lugtede af brændt gummi i vores hus, at der kom farlige stråler ud af vores tv og at vores nabo var en farlig morder, der ville myrde både ham og mig - og ja jeg kunne blive ved med alle de vanvittige ting som han har sagt. Men i går fik vi ham da langt om længe indlagt. Det var en rigtig god læge, der godt kunne se at den var helt gal og selvom min mand blev ved med at sige, at det ikke var ham der var noget galt med og at han ikke ville indlægges, så blev han det altså alligevel. Han fik et valg: endten blev han indlagt frivilligt eller med tvang og så var det lige som om at han blev sur og sagde at så havde han jo ikke noget valg, så han gik med frivilligt.

Jeg bor så et par dage hos min tante og onkel, for lige at få lidt ro på det hele. De har sagt, at jeg må være hos dem så længe jeg vil. For min mand er det beroligende at vide at jeg er hos dem og ikke hjemme, hvor han jo tror der er farligt at være. Men når jeg tager hjem igen,skal han ikke vide det. Han skal stadig tro at jeg er hos min tante og onkel, så længe det er nødvendigt.

Jeg var oppe og besøge ham her til formiddag. Det var lidt svært, for han snakkede stadig om de samme ting og sagde, at han ikke kunne forstår hvorfor han var der, hvorfor han skulle tage en anden mands straf, hvorfor jeg havde fået ham spærret inde der osv. Jeg var nød til at gå efter en times tid. Jeg kunne ikke få ham til at forstå at det var for at hjælpe ham at han var kommet der hen og at de kun ville hjælpe ham der. Og at det ikke var nogen straf. Men jeg lovede ham at besøge ham i morgen når jeg har fri fra job. Lidt ironisk, at jeg arbejder samme sted hvor han er indlagt - bare en anden afdeling et andet sted på sygehuset...

Men selvom hans bebrejdelser mod mig er svære lige nu, ved jeg at det er det rigtige der er blevet gjort og jeg er lettet over at det endelig er sket, så jeg ikke længere skal stå alene med ansvaret for ham.