Jeg er ... tjah, ved det ikke. Men jeg græder for et godt ord for tiden.
Der er ikke rum til at det kan blive værre med alderen, eller kan blive det på en anden tid af måneden.

Idag græd jeg på cyklen på vej hjem fra arbejdet. Helt og aldeles uden årsag. Jeg ved ikke hvad der er galt. Eller om der overhovedet er noget galt? Jeg føler mig bare hudløs...

Tror altid det har været sådan i virkeligheden. Jeg er en klods til at lægge 2 og 2 sammen i mit liv. Jeg reagerer håbløst forskudt. Noget i stil med sommerfuglens vinger på den ene side af jorden, der bliver til storm på den anden side. Gid jeg var lidt bedre til at forstå tingene... men helt ærligt. Nogle gange tror ikke det kan forklares. Nogle gange føler jeg bare min krop er hylster for et mystisk biologi-setup som en kejtet studerende har stået for, og engang imellem koger materien over i det grinagtige amatørprojekt.

Jeg lever sundt, går tidligt i seng, prøver at afreagere, når det er vigtigt, holder kontakt med de vigtigste, glæder mig til ferien.... Jeg fatter ikke en brik. Jeg forstår ikke kvinder, og jeg er en af dem. Det er sgu ikke mig, der sidder i cockpittet af mig!

God Damn!