I dag startede jeg nok med at tænke at jeg havde lyst til at kastrere min kæreste - det er en forbedring fra i går. Lidt derefter forbedrede det sig igen. Der havde jeg kun lyst til at give ham en mavepuster. Senere kun en lussing. Fremad, fremad, fremad. Er jo bare følelser - ikke fordi han fortjener det.

Her efter dagens dont har vi snakket lidt over msn og han har selv taget teten med jul op igen. Han havde tænkt sig frem til et eller andet mystisk julearrangement hvor han inviterede sin familie over til sig selv således at han ikke var ret langt fra hvor jeg holdte jul og kunne komme over med en gave. Ikke rigtig super holdbart min kære :) Så er det vist bedre bare at blive hos din mor.
Men okay, points for at forsøge et eller andet.

Ikke mindst fik jeg en ny forklaring på ikke at ville holde jul sammen med mig. En jeg i større grad kan forholde mig til uden at blive så ked af det. Han kender ikke min familie så godt og ville føle sig akavet. Men så igen - som han egentlig også godt kan se - så kender jeg jo ikke hans familie meget bedre og har pt. holdt sct. hans med dem (det var første gang jeg mødte dem) og sagt ja til nytår med dem i og med at Rune gerne ville have mig med på skitur - så i virkeligheden er det en uges tid fanget i en hytte med hans familie. På den anden side - jeg ved godt at jul er noget specielt. Jeg har ikke lyst til at presse ham. Jeg må sluge den.
Derudover skal man jo ikke klage sig over at være inviteret på skiferie. Det er flot af dem. Iøvrigt er det heller ikke min holdning at man skal være bange for at springe ud og lære sin kærestes familie at kende. Det vil jo aldrig være nemt i starten.
Jeg ville have holdt første jul ved ham, hvis det ikke var fordi den jul hos min mor kunne have været den bedste jeg havde holdt længe. - Og hvis det ikke lige var fordi jeg et par dage efter tilbragte en uge med hans familie.

Men jeg har ikke længere lyst til at slå ham. Elsker ham jo højt.

Jeg er bare skuffet nu. Hvis man ellers må sige "skuffet" om nogen ting i dag.