Hvor går grænsen for at bruge mennesker og deres historier i en novelle eller roman. Er der nogen grænser? Er det i orden at jeg modellerer en person over min nabo eller at jeg stjæler en tragisk skæbne, jeg har hørt om, læst om eller måske kender? Hvad kan jeg tillade mig at fortælle om mine søskendes, forældres eller venners liv? Kan jeg gøre deres historier til mine fortællinger? Men uanset hvad jeg skriver, mon så ikke dem jeg kender vil lede efter sig selv eller venner, naboer og familiemedlemmer i teksten. Og kan de undgå at være der, blot mere eller mindre ommodelleret i mine hænder.
Mon ikke de fleste kender at få ting man selv har sagt, tilbage, men i en anden sammenhæng eller forvrænget, så det ikke længere genkendes, som noget jeg har ment, sagt eller oplevet. Det er meget ubehageligt, hvis man bliver holdt ansvarlig for sådan en historie, man ikke længere kan kende som sin egen. Men hvis noget af det jeg sagde eller gjorde er digtet ind i en ny sammenhæng, der ikke påstår at være sandheden om mit liv, kan det vel ikke støde mig, måske tværtimod gøre mig smigret over at have inspireret, hvis ellers fortællingen er blevet god.