Så blev det tirsdag, dagen starter som i går, men blot 10 gange værrer. De tunge øjenlåg vil bare ikke åbnes og kulden fra rummet presser sig ind under min varme dyne, tæller til tre ... eller rettere 154 og så op og igang. Dag for dag bliver det mørkere udenfor, det fremkalder kun et ønske om at blive inde i sin lille hule og glemme alt det på den anden side af døren.
Men dagen i dag var let græsk, oplæg om videre uddannelse og idræt. Stort nyt, idag havde jeg faktisk lavet lektier, men enten er jeg bare utolig ikke-teknisk ellers hader alt hvad der har med IT at gøre bare mig, kunne ikke printe mine lektier ud, så endnu en gang var jeg passiv, ikke en god start på ugen.
Morgensamling er ugens højdepunkt så slipper man for at have 70 minutters tortur, jeg er bare ikke naturvidenskabelig, så når en lærer stiller sig op og taler om energi, kigger jeg opgivende ud i rummet og får lyst til at slå hovedet ind i væggen i håb om at finde noget viden gemt bagerst i mit hoved.
Er jeg bare den eneste der hader at snakke i større forsamlinger?
Jeg hader fremlæggelser, jeg lyder som en druknet mus, der står og danser diskret bag kateteret. 28 mennesker er rigeligt, men lige pludselig at skulle snakke til omkring 600 mennesker om skolens kreative gruppe, er bare ikk sjovt!
Idræt er jo det bedste i verden eller? 1,2,3,4 ... 12 minutter skulle man løbe, for at se om man havde forbedret sig og wow sølle 60 meter kunne man tilføje til sidste gang, kunne man så ikke bare have droppet det projekt og istedet bare holde fri og tage på Mac, som vi har gjort de sidste 3 gange! Ej motion er godt, men bare ikke altid.
Men efter idræt kunne jeg slæbe min krop henover skolens gulv, som en slatten karklud og da høre man ordene: "vil du have et lift hjem?" med store øjne udbryder jeg JAAAAAAAAAAAAH...
Nu har jeg så været hjemme i 6½ time og hvad har jeg fået lavet 3/4 aflevering, men lidt har vel også ret.

Så tjekker man sin mailbox og der står at jeg har fået plads på brobygning på Aarhus universitet, men kvik som jeg er har jeg ingen steder at bo, men som altid findes der en løsning til alting, jeg ender sikkert med at bo i et busskur med en hamburger i hånden.