Jeg vidste jo udemærket godt, at det ikke var en holdbar situation, at jeg hverken spiste eller drak. I hvert fald fik jeg en samtale med en læge i går morges. Min sædvanlige læge var sygemeldt, og ham der trådte i stedet havde tydeligvis ikke nogen forstand til Aspergers syndrom. Hele samtalen var enormt ydmygende for mig, og jeg følte, at han slet ikke lyttede til mig. For mig var det hele meget simpelt. Hvis køkkenet kunne finde ud af at sende de rigtige portioner, så ville jeg begynde at spise igen. Han prøvede at trække mig ind i en diskussion om, at begrebet en lille portion jo var relativt osv osv. Jeg var grædefærdig og syntes efterhåndin ikke at idéen op drop og sonde var så dårlig alligevel. Da han gik havde jeg ingen idé om hvad der egentlig var kommet ud af samtalen.

Senere kom to af dem fra personalet som jeg kender bedst ned for at lave kostplan med mig. Det gik rigtig godt, og resultatet er et jeg kan leve med. Det vigtigste var egentlig, at der blev lavet en aftale om, at jeg ikke bare må sidde alene og gruple lige når jeg har spist, for så er det, at jeg for hysteriske anfald eller beslutter at stoppe igen.