Så er jeg på vej tilbage fra de døende og døde. Jeg er LEVENDE og jeg kan FØLE -også de gode ting. Jeg var helt bange for, at det kun var de negative ting jeg kunne mærke. Min egen usikkerhed, mine egne negative tanker og manglende tillid til livet og menneskene omkring mig.

Måske FINDES der gode mennesker. Tænk engang. Jeg tror faktisk på der er en chance for det. At der ER et menneske som indeholder noget godt, og som ikke bevidst ønsker at bringe mig smerte.

Måske er jeg naiv? Måske er det min evige higen efter den store kærlighed, som giver sig udtryk i en rungende naivitet og TRO på GODHED.

Jeg MÆRKER godhed, lige nu. Jeg mærker ømhed. Kærtegn. Indlevelse. En reel interesse for DEN JEG ER. Også som MOR. Men jeg bliver bange...bare en bittelille-pyller-wyller-smule...? Mistroen dukker op, indimellem. Som en torn man endnu ikke helt har fået fjernet.

Forskellen er..at jeg gerne VIL fjerne den. Jeg VIL gerne TRO... på at dette måske er...sikke et ord...kærlighed?

Så jeg vil krydse mine fingre med besvær, men dog forsøge... det er da en start, ikk?