Kære dagbog.

Jeg kan mærke det hele ramler og masken ikke rigtig passer mere. Jeg er så skidetræt af at være stærk. Og jeg er træt af folk der siger; "det klarer du jo fint, du er jo vant til det"...

Jeg GIDER ikke være stærk mere. Jeg vil bare skidegerne have lov til at rase ud, vræle, skrige og BANKE løs på een eller anden lige nu. Men jeg smiler og tager imod formaninger fra Torben, som iøvrigt bliver skidesur hvis jeg ikke får pakket det ordentligt, og som hele tiden fortæller mig han er træt i hovedet og HAR jeg nu pakket det hele, og HANS ven kommer jo også imorgen og og og og....

For pokker....Jeg er træt...det er den rigtige beslutning at flytte til Odense, men...UJS hvor er jeg bare VRED over at han tvang mig til at tage den beslutning...hvor er jeg vred over at han ikke kan se Thor som noget godt...hvor e r jeg rasende over hele tiden at føle vi er i vejen...jeg kunne tude over det...HVORFOR???

Jeg mener - er vi ikke værd at elske? ER vi så frygtelige? Er vi....

Thor er verdens mest vidunderlige dreng, og jeg er hans mor. Det er hvad jeg har at holde fat i lige nu. Panikken breder sig, men min redningsplanke er den, at jeg VED dette bliver godt for min søn...Han fortjener et liv, hvor han er ønsket af de mennesker han lever sammen med...Det er mit ansvar...og jeg tager det på mig...med rank og forbistret stærk ryg...for...selvom jeg er træt af at være stærk....er der ingen og intet der skal knække mig...

Prinsesse Gummisko...