Jeg er alene. Helt alene. Men kun et kort sekund. Familien kommer og besøger mig tirsdag. Om en halv time har vi arbejdsdag med aftenafslutning i min lille hyggelige andelsforening, og jeg er lidt spændt på at møde naboerne. Imorgen har jeg min første vagt på roskilde. Mandag aften skal jeg arbejde med et projekt sammen med en veninde, onsdag ved jeg ikke og torsdag skal jeg igen på Roskilde.

Tiden flyver afsted. Alt er mærkeligt usikkert og flyvsk og restløst.

At have lagt et billede op på netdating gør mig usikker. Blottet. Jeg ved ikke om jeg orker det. Måske skal jeg bare slukke for det igen. Det er da meget sjovt. Men det har det der tvist, af at folk venter på den eneste ene. Jeg vil bare gerne finde nogle nye mennesker at lege med i virkeligheden. Jeg sidder i et job, hvor vi er 8 mand på kontoret. Drenge hele flokken. Engang imellem føler jeg mig sgu ensom. Ikke sådan alene. Jeg hygger mig enormt og nyder dagligdagen med dem. Inviterede dem til min fest, og blev noget nær lykkelig da bamsedrengen og hans kæreste dukkede op.

Men den der følelse af, at være elene om at være mig. No shit Sherlock... mm, kan ikke lige forklare det godt.

Min søster flytter sammen med sin nye kæreste. Det bliver nummer 4 mand, der kommer til at bo i den lejlighed med hende. Det havde jeg ikke lige set komme. Men jeg er glad på hendes vegne, og det fede ved hende, er jo at man aldrig lige har set dét komme, som kommer. Stik modsat mig, hvor alle andre har set det komme i årevis, bare ikke lige migselv.