Skrev sms til fyr igår. Han var ude med venner.

Skrev at han skulle nyde vore 1-årsdag. At jeg havde det dårligt med os, fordi det hele var så halvt. At han var pisse sød og dejlig. At jeg ødelægger alt det, der kunne være godt, fordi jeg bare ikke kan rigtigt være kærester med ham. At han fortjener bedre. Ikke fordi jeg ikke er god nok. Men fordi jeg kun er halvt i det.

Og så er det han svarer, som jeg ikke fatter det....

- at vores situation er uændret. At jeg ikke skal lave drama, at der ikke er noget drama. Og så får han også lige sagt, at han har vendt det med vennerne, som ikke fatter en brik. Jeg smiler over at han gør sådan noget. Han er sgu så åben og sød. Og så sms'ede jeg igen og uddybede, og så skrev han,at han nogle gange troede, jeg var ude på et hævntogt mod min ekskæreste...?! Det er jeg sikkert også (øh, nøh, det tror jeg egentlig ikke). Men det vigtigste for mig er, at han ikke pludselig føler, jeg har løget for ham, hvis jeg stikker afsted med en anden, eller pludselig ikke vil ses mere. Han siger, det er unødvendigt at jeg repeterer det.... Men jeg ved, at det er absolut magtpåliggende for mig, at jeg får det sagt.

'Kærester' er et ord. Bare. Men det er også en lovning på en måde at tage hinanden med ind i livet på. Holde sig gode for hinanden. At lægge planer sammen på. Introducerer for venner og familie. Tage med til fester osv. osv. Og det kan jeg ikke... Ikke fordi jeg ikke kan, for han er sgu så sød. Men fordi jeg ved at jeg på et tidspunkt i fremtiden kysser med en anden. Og jeg vil ikke føle mig som en frivol tøjte. Jeg VIL IKKE!