Jeg er melankolsk.... har lige siddet og drukket nogle øl med kolleger og samarbejdspartnere. Og pludselig blev jeg frygteligt melankolsk. Pludselig synes jeg humoren var så lav, og min dagligdags omgangskreds så ligegyldig, Mine rigtige venner lever noget andet og passer deres unger, og jeg gider ikke være som dem,.... men jeg gider heller ikke brovten programmør humor...

Og så 3 sekunder efter synes jeg pludselig mine drenge fra arbejdet er de dejligste i hele verden. Og det er de også. Utroligt søde. Virkelig... Og nu har jeg inviteret mit job med til fest. Og det er fint og godt.

Idag er det et år siden fyr og jeg mødtes. Og det er der skoen trykker... dér, og så savnet efter den nærhed jeg havde med J... som vi stadig har ind i mellem på sms. Om minder og dejlige ting fra fortiden. Fyr er ikke min kæreste, selvom jeg leger det, og selvom han gør. Og i virkeligheden er jeg pisse-irriteret på ham over at han leger med. Kan han ikke bare passe på sig selv og lade være? Det bliver noget skidt. Jeg har det dårligt. Fyr er vitterligt en pisse hamrende sød fyr, og det gør mig til et røvhul, at jeg er i tvivl.... og det synes jeg er unfair, fordi jeg på intet tidspunkt har været i tvivl men hele tiden har sagt det samme. Jeg er en stodder.

Jeg siger ting som, at han er sød, at jeg bliver glad, at han kysser dejlig bla bla bla. Og intet er løgn. Men jeg har også sagt et par gange for mege, at vi ikke er kærester. Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke følger den til dørs. Det bliver jo også løgnagtigt. Og hvorfor gør jeg ikke?

Jeg er ked af det. Og det er min egen skyld. Måske magter jeg aldrig at forlade nogen. Måske er det det, der er galt.

Jeg er shallow. Lorte slap og shallow.