Efter noget tid, så er jeg ved at vågne op igen. Kørte på et tidspunkt træt i ord, bogstaver og dens funktion og betydning. Orkede ikke at læse, og slet ikke at skrive – ja selv underteksterne på fjernsynet blev ligegyldige. Forstod jeg ikke sproget – ja så var det nok ikke meningen at jeg skulle have det med. Jeg blokerede også alle mine dagbogstekster i et barnlig udtryk af ” når jeg ikke kunne / magtede at læse, så skulle andre heller ikke. En underlig ” tilstand ”, men også en periode hvor jeg generelt var på standby, så mon jeg er gået glib af noget ?

Efter min fjerde depressions periode på tre år, er jeg ved at være ovenpå igen. Denne gang med specialister og ny medicin, som forhåbentlig vil holde mig oven vande i længere tid. Jeg har på sin vis accepteret sygdommen og medicinen, men stadig ikke helt hvad den gør ved mig. Kan blive så forbandet vred på mig selv, når jeg ikke magter de simpleste gøremål. Har en stædig kan, vil og skal selv i bagagen, men skal lære at acceptere, at der er perioder hvor jeg skal lade andre tage over, og ikke mindst, tolerere at tempoet er en anden end min. Puha det kræver !
På den anden side, så finder jeg også sygdommen positiv og meget lærerig. Et eller andet sted så kunne jeg ønske, at alle mindst en gang i livet blev sat standby som sygdommen virkelig gør. Jeg kunne i mine perioder ikke yde el. nyde, men kun konstatere og kritisere. Selvfølgelig ikke ønsketænkning for de pårørende, som må stå model til lidt af hvert, men idet at man bliver nulstillet, så få man øjnene op og lære at værdsætte og påskønne. Det tror jeg er meget sundt.

Nå det var min startkapital for denne gang ;-)